Angsten for at dø, er en djævel
Jeg har så længe jeg kan huske, været bange for at dø. Som lille kunne jeg få en form for angstanfald, hvis jeg hørte nogle tale om sygdomme – nok mest én bestemt sygdom! Jeg kan huske at jeg ikke måtte se “Lægens Bord” for min mor, fordi det kunne gøre mig så bange, og jeg mærkede pludselig symptomer på alt muligt.
Uanset om jeg fik ondt i armen, hovedet, storetåen eller knæet, så var det altid den samme sygdom jeg frygtede – nemlig at få kræft. I mit hoved var det en ultimativ dødsdom at få kræft, fordi jeg ikke vidste bedre den gang. Jeg kan huske, at min mor og jeg visualiserede en lille djævel på min ene skulder, og en lille engel på den anden. Når angsten meldte det sig, var det den lille djævel der talte i mit øre. Min mor og jeg talte ofte om, at jeg skulle huske at lytte mere til den lille engel. Desværre var hun ofte svær at høre, for hun hviskede, og kunne ikke overdøve den lille djævel. For mig var det en god måde at kunne håndtere det på, fordi der så var en form for forklaring.
Da jeg blev teenager blev jeg af nogle kaldt hypokonder. Det var ment i sjov, og jeg grinede ofte af det, men inderst inde blev jeg ked af det, og tilbageholdende overfor at dele min angst med andre end mine forældre. For hvem gider at være hende i gruppen, som er bange? Med tiden lærte jeg, at angsten oftest kiggede frem, når der skulle ske store forandringer i mit liv. Fx da jeg sluttede 9. klasse, da jeg startede på efterskole, eller skulle flytte. Den erfaring gjorde, at jeg oftest kunne forberede mig på at der kunne komme nogle anfald, og forhåbentlig nå at afværge de fleste. I en årrække lykkedes det mig faktisk at “gemme angsten væk”, og jeg troede at det var noget jeg var vokset fra. Der skete meget med mig i de år, så mit fokus var andre steder.
Da min farfar i 2008 døde af kræft, vendte angsten for at få kræft langsomt tilbage. Jeg husker ikke så meget af forløbet, da jeg var på efterskole det år, men jeg elskede min farfar, og det påvirkede mig meget da han døde!
Samme år bliver min mormor syg. Hun faldt da hun var nede at handle, og slog hovedet ned i gulvet. I lang tid gik hun med store smerter i hovedet, og ingen læger kunne fortælle hvad hun fejlede. Det var en forfærdelig tid, hvor jeg oplevede min mormor få det værre og værre, og intet hjalp. Det viser sig til sidst at hun havde kræft, som havde spredt sig til hele kroppen. Min mormor stod mig meget nær, og da hun døde i 2009 efter næsten et års kamp, braste min verden for alvor. To mennesker jeg holdte meget af var døde, og havde tilmed oplevet nogle frygtelige sygdomsforløb! Overbevisningen om at kræft er den ultimative dødsdom voksede eksplosivt, og jeg vendte tilbage til at føle symptomer hver gang nogle nævnte kræft.
Da jeg selv blev diagnostiseret med brystkræft var jeg højgravid. <em><a href=”https://www.ungmormedkraeft.dk/om/”>(læs min historie her)</a></em> Da lægen sagde “Den biopsi du har fået taget af vævet er desværre kræft”, der var min første tanke at det måtte være en joke. Selvfølgelig var det en joke! jeg er 29 år, spiser sundt og dyrker motion. Den næste tanke der slog mig var “nu skal jeg dø! Jeg når ikke at se min datter vokse op! Det hele kan jo så være ligemeget!”. Jeg hørte ikke ret meget af hvad lægen sagde, og jeg er lykkelig for at Mads var med. Min absolut værste frygt var nu virkelig. Jeg var nu syg af den sygdom som har fyldt mig med angst hele mit liv.
Nu er jeg mor. Mor til den skønneste lille pige i verden. Hun fylder min hverdag med så meget glæde og kærlighed, som jeg aldrig før har følt. Men med glæde og kærlighed kommer bekymringerne og frygt. Ikke nok med at jeg altid vil have en frygt for tilbagefald eller en ny kræftdiagnose, så er der nu en anden og meget vigtigere person at bekymre mig for. Der må for alt i verden aldrig ske min datter noget så frygteligt som jeg har været igennem! Frygten for kræft vil for altid sidde dybt indeni, og vil til tider være den lille djævel på min skulder der hvisker i mit øre. Men jeg er sikker på at den lille engel med tiden vil lære at tale, og måske somme tider være nødt til at råbe. Men jeg ved at hun kan, for mit liv er for kort og for værdifulgt.
