Del 3 – Et nyt liv

Mandag morgen skulle jeg opereres. Det hele var gået så stærkt, at vi næsten ikke havde kunne følge med. Det var min første operation nogensinde, og jeg var bange! Jeg havde grædt meget nætterne op til, og kunne ikke sove. Det kunne Mads heller ikke, så det blev til mange snakke i de lange nætter. Jeg var bange for hvad der skulle ske vores ufødte datter under operationen, og ville jeg overhoved vågne op igen?

Jeg har prøvet en del gange at være pårørende til en operationspatient, så jeg ved hvordan Mads havde det da han skulle sige farvel til mig på operationsgangen. Jeg sad der i en seng, alene på en operationgang med læger og sygeplejersker rendende forbi mig. De fleste kiggede lige op på mig når de passerede og sagde “sikke en fin mave du har!”. Det var på en måde en lettelse, at det var maven de kommenterede, og ikke spurgte hvorfor jeg sad der.

Operationen gik heldigvis godt! Den tog længere tid end Mads og jeg havde regnet med, så han var nervøs oppe på stuen. Da jeg slog øjnene op og så, at det var 2,5 timer siden jeg sagde farvel til ham ude på gangen, blev jeg pludselig bange for at fødslen var gået i gang, og at de havde foretaget akut kejsersnit. Men alt var heldigvis som det skulle, kræften var ude af kroppen, og der havde ikke været tegn på spredning til lymferne.

Nu kunne vi, i de næste 14 dage, se frem til fødslen. Det var så befriende ikke at skulle tænke over at være kræftpatient, men kun koncentrere sig om det positive. Vi fik styr på de sidste ting, jeg fik ordnet lidt af de projekter jeg havde på min to-do liste, men jeg nød ikke tiden helt så meget som jeg havde forventet. Et par dage inden jeg fik min kræftdiagnose, gik verden i stå for en nær veninde. En oplevelse, der rystede mig voldsomt, og som gjorde mig rigtig bange. Bange for at føde, bange for at miste, og endnu mere bange for at dø. Jeg kunne ikke forstå, at to veninder kunne være så uheldige på samme tid, og jeg ville egentlig bare gerne have at min lille datter skulle ud.

Endelig kom dagen

Endelig kom dagen, og vi havde pakket tasken. Planen var at jeg skulle indlægges på rigshospitalet d. 22 maj 2020 og sættes i gang med Angusta piller. På grund af Corona, så var det kun mig der måtte være indlagt indtil fødslen gik i gang, men Mads måtte heldigvis gerne komme på besøg om dagen indtil jeg blev overflyttet til fødegangen. Jordemødrene havde dog ikke så travlt lige i den weekend, og Mads fik lov at overnatte sammen med mig, fordi vi kunne være indlagt alene på en to-sengs stue.

Det blev nogle lange dage, men jeg var glad for at være under opsyn under hele forløbet. Alle jordemødrene var fuldt forståelige og påvirkede af min og vores situation, og jeg følte mig bare så godt behandlet. De ville gerne have at vi var indlagt nogle dage efter fødslen, fordi de ville sikre sig at jeg ikke reagerede voldsomt på alt det der var sket på virkelig kort tid. Derfor blev vi indlagt på afdelingen “sårbare gravide”, og jeg kunne mærke at det tog mig lidt tid at vænne mig til, at skulle være en sårbar gravid. I dag forstår jeg godt hvorfor vi skulle være indlagte. Jeg kunne sagtens have reageret negativt på hele forløbet. Men jeg tror, i og med at jeg har talt meget åbent om det hele, at jeg var ret afklaret med hvad der var sket.

D. 24 maj 2020 kl. 05:56 ændredes vores verden for altid. Vores lille Luna var endelig født, og ude i sikkerhed.