Del 2 – er det en joke?

Er det en joke?” Det var tanken der hamrede i mit hoved i sekunderne efter hun havde fortalt at jeg havde kræft. Jeg ventede naivt på sætningen ”ej, jeg laver pis med dig, du har selvfølgelig ikke kræft!”… men den kom aldrig.

Hele min verden brød sammen og alt blev vendt på hoved i de sekunder hun sagde den sætning. Alle planer jeg havde haft for fremtiden forsvandt på et sekund.

Jeg sad dér på Herlev, 29 år gammel og gravid i uge 35. ”Hvad nu? Skal jeg så dø nu? Hvad med mit barn? Skal jeg aldrig se hende vokse op? Skal jeg dø nu? Må jeg amme hende? Hvad hvis jeg skal dø nu?

Alle de spørgsmål hamrede rundt i mit hoved, og jeg ville ikke acceptere hvad lægen lige havde sagt. Sekundet efter brød jeg sammen!

Jeg skulle pludselig til at forholde mig til, at jeg det ene øjeblik var lykkelig højgravid, og det næste øjeblik havde en dødstrussel hængende over hovedet – for kræft er jo en sygdom man kan dø af! Det ved vi. Og det er oftest de historier vi hører om. Vi kender alle sammen nogen som er døde af kræft.

Ud over beskeden om kræft, skulle jeg så også finde fred med at jeg aldrig kom til at amme min datter. Noget som jeg gennem hele graviditeten vægtede højt og havde glædet mig meget til. Den nærhed og tryghed jeg skulle give mit barn, mens jeg fodrede hende med gode næringsstoffer og alt andet hun nu skulle bruge. Men amning var udelukket! Mælkeproduktion frigiver en masse hormoner i kroppen, som ikke var smart fordi den kræft jeg havde var hormonfølsom. Jeg skulle opereres allerede mandagen efter, og øget mælkeproduktion kunne give problemer i helingsprocessen. Vigtigst af alt, så skulle jeg under ingen omstændigheder amme under min kemo, og der var ingen grund til at begynde noget som skulle stoppes igen med sikkerhed.

Vi fik en helt del information som jeg ikke husker, men vi skulle til en masse samtaler på Rigshospitaler dagen efter, på flere forskellige afdelinger.

Vi havde blandt andet en samtale med fertilitetslægen, fordi kemo også dræber æg fra æggestokkene. De vurderede umiddelbart vores chancer gode for engang i fremtiden at kunne blive gravide igen, men der er vi slet ikke på nuværende tidspunkt. Det er også en underlig ting at forholde sig til, når man ikke engang har født det barn der ligger i maven. For mig er det også bare vigtigt at vide, i hvilken forfatning min krop er i. Er jeg i overgangsalderen i en alder af 30? eller har min krop ikke taget så meget skade som jeg frygter? En masse planer og aftaler blev lagt og dagen for igangsættelsen af fødslen blev aftalt. Underligt pludselige at vide datoen for en evt. fødsel, men lidt af spændingen kunne vi da få lov at beholde, da ingen jo kunne svare præcist på hvilken dato vores lille pige havde tænkt sig at melde sin ankomst.